TAGASKOLEN startede i august 2011 i en lille lejlighed på Søllerødgade i TAGAHUS på Nørrebro. Skoleleder Espen Hjøllund havde en oplevelse af, at der manglede kvalitet i mange af de STU-tilbud, der i forvejen eksisterede, og besluttede, at der skulle laves om på dette. Han besluttede sig for at åbne en STU med høje ambitioner om udvikling både på skolens og de studerendes vegne.
TAGASKOLEN har i dag afdelinger i Valby, på Nørrebro, på Amager, en i Nordsjælland og en på Bornholm. Der går lige nu ca. 150 studerende fordelt på afdelingerne. Hver afdeling har mulighed for at have studerende i små og større grupper tilknyttet, og er normeret 1:6.
TAGASKOLENS virke tager sit udgangspunkt i loven om Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse. Særligt tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU) er rettet mod unge, der har behov for et særligt tilrettelagt ungdomsuddannelsesforløb. Uddannelsen udbydes i henhold til lov 564 af 6. juni 2007.
Målgruppen er unge i alderen 16 til 25 år. Uddannelsen er rettet mod dem, som ikke umiddelbart kan begå sig i ordinære ungdomsuddannelser. Det er en uddannelse, som tager hensyn til den enkeltes muligheder og udfordringer. Herigennem opnås personlige, faglige og sociale kompetencer hen imod selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet.