Praktik og udslusning

Praktik

På TAGASKOLEN gør vi os umage med at finde gode praktikker til vores studerende baseret på deres ønsker.   Vi tilrettelægger praktikkerne til den enkelte studerende, så det bliver en god oplevelse. Hvis man fx har begrænset energi, kan man nøjes med få arbejdsdage og et mindre timetal. Vi har også mulighed for at følge den studerende, hvis vedkommende er meget utryg, eller være med den studerende i praktik i en overgang. Der er mange variationer, hvor fokus altid vil være på tryghed og den gode oplevelse.

Vi tilbyder også gerne gruppepraktikker som en introduktion til praktik. Her vil man være ude og udføre arbejdsopgaver med en underviser og flere andre studerende fra TAGASKOLEN i en virksomhed.

Hvis vi vurderer, at den studerende er i målgruppen for beskyttet beskæftigelse, kan der også findes praktikker. Vi har god erfaring med praktikker i kommunale beskyttet beskæftigelsestilbud, som fungerer som brobygning og efter STU bliver til beskæftigelse.

Nedenfor findes et overblik over typer af praktik:

Gruppepraktik
Er en god måde at starte bekendtskabet med arbejdsmarkedet. Her er man afsted med en gruppe studerende fra skolen samt en underviser.

Ekstern praktik
En specifik virksomhed er udvalgt og man har fået særligt tilrettelagt et forløb, hvor der tages højde for skånebehov. En underviser kan støtte op ved fx at følge den studerende eller deltage i praktikken i en periode.

Beskyttet beskæftigelse
Praktik i et kommunalt beskyttet beskæftigelsestilbud med pædagogisk støtte.

Intern praktik
Praktik på skolen for de studerende, der af forskellige årsager ikke er i stand til at komme i praktik udenfor TAGASKOLEN.

Udslusning

På TAGASKOLEN har vi et stort fokus på udslusning, da vi lægger vægt på, at alle studerende kommer godt herfra.

De studerende skal have indflydelse på deres fremtid og have en klar plan for, hvad de skal efterfølgende. De støttes af udslusningsteamet, der er specialiseret i afklaring, vejledning og den gode overgang fra STU.

Alle studerende får et overblik over deres muligheder efter STU gennem individuel vejledning. Her udarbejder vi en plan med den studerende for, hvilke brancher der ønskes afprøvet, hvilke uddannelsesinstitutioner den studerende kunne være interesseret i og om kravene kan imødekommes.

Hvis den studerende ikke skal i videre uddannelse, besøger vi jobcentrets leverandører eller beskyttet beskæftigelse, hvis den studerende er i målgruppen for førtidspension.

Flere ansatte i teamet er tidligere jobcentermedarbejdere, der ved præcis, hvilken dokumentation jobcentret har brug for at kunne vurdere om de studerende fx skal have en førtidspension inden de stopper på STU eller om de er i målgruppen for fleksjob. Derved sikrer vi, at der ingen overraskelser er, når de studerende skal til afsluttende samtale med jobcentret.

Vi laver altid en gangbar plan som jobcentret gerne vil godkende.

© Copyright · Tagaskolen · Website by Websterne