Nyhedsbrev 25.02.2016

 

Det begynder at spire der ude

Man kan godt mærke, at det bliver lysere og lysere for hver morgen, vi møder på arbejde. Lyset kraft har en dejlig indvirkning på mennesker, og selvfølgelig også os på TAGASKOLEN. Der er en dejlig energi på skolen, hvilket måske også hænger sammen med, at de unge lige er kommet tilbage fra en velfortjent vinterferie.

Udenfor begynder vintergækkerne og andre blomster at pible frem. Det kan vi bl.a. se i vores kolonihave, der snart skal gøres klar til brug, efter den har været ”gået i vinterhi”. Efter planen vil vi have hold derude igen efter påskeferien, det glæder vi os meget til.

Til klubeftermiddag skal de unge forsøge, at se om de kan slå Rasmus i bowling, og ugen efter skal de prøve udfordringer med Lasse og badminton. Vi har igen været på besøg på PULSEN, som er et medborgerhus for unge der går på STU. Det var igen et vellykket besøg, vi kan sagtens se det, som en tilbagevende begivenhed og en stort aktiv for vores unge.

Sidste fællesspisning var for første gang på Amager, hvor der var et flot fremmøde blandt både gamle og nuværende studerende. De nød alle godt af Livs mexicanske køkken og efter arrangement var færdigt, gik flere af de ung ud på cafe sammen. Den 8. marts er der igen fællesspisning, denne gang på Nørrebro. Det er Marie, der står for maden, og vi håber, der kommer lige så mange til denne gang. Fællesspisningerne er en utrolig god mulighed for vores unge til at socialisere på kryds og tværs mellem afdelinger og mellem nye og gamle studerende.

Til sommer skal vi på en lille hyttetur med en enkelt overnatning. Planlægningen er så småt i gang. Vi ved, det bliver den 22 og 23 juni og at det bliver på Sjælland, men ellers er det i den spæde start, hvor de unge, via deres studerendes råds møder, får mulighed for at have indflydelse på deres hyttetur.

Nu varer det ikke så længe, før vi holder vores årlige reception, helt præcist vil det være den 8. april. Receptionen er en årlig begivenhed, hvor vi inviterer studerende og familie, samarbejdspartnere, praktiksteder, uu-vejledere, bosteder, gamle kollegaer og andet godtfolk på en lille pindemad og et glas dertil. Det plejer at være festligt og hyggeligt, vi er helt sikre på, at det også bliver en god dag/aften i år.

Udover ovenstående går alt som det plejer med et godt solidt og ihærdigt stykke arbejde med det faglige, personlige og sociale fra de unges side. De unge udvikler sig stødt i eget tempo. Vi ser også flere selvstændige tiltag fra de unge, eksempelvis skal en stor del i biografen sammen uden for skoleregi. Andre vil blive en dag og spille Yugioh, som er et kortspil. Disse tiltag ser vi som udtryk for, at vores studerende trives godt i fællesskab med hinanden.

 

 

Mange Hilsner

Espen Hjøllund

© Copyright · Tagaskolen · Website by Websterne