Så er et nyt år startet på TAGASKOLEN, og vi har allerede gang i mange spændende aktiviteter.

I den første uge af året havde vi besøg af Frank Langmack, som er forfatter og spoken word kunstner. Frank havde forberedt et forløb, hvor de unge blev udfordret på mange måder, og gik derfra klogere på dem selv og lyrik. De studerende skulle bl.a. skrive deres egne digte og derefter fremføre dem for andre. Dette kan være en stor udfordring for mange. Vores studerende gjorde det alle med bravur og fremsagde deres virkelige fantastiske digte for hinanden og os andre. En stor tak til Frank.

Vi havde en del unge, som afsluttede en eller flere prøver før juleferien. De klarede sig alle rigtig flot, og fik samlet et snit på 9,6. Det er meget godt gået af alle de studerende, der har arbejdet hårdt, flittigt og godt frem mod disse prøver i henholdsvis matematik, engelsk og dansk. Endvidere har underviserene knoklet hårdt for, at det skulle gå de studerende så godt som muligt til prøverne. Det flotte resultat, og de positive oplevelser, har givet flere unge mod på at gå til prøve. Vi har derfor en del unge, som allerede er i fuld gang med at forberede sig.

Siden vi kom tilbage fra juleferien har vi også PULSEN. PULSEN er et medborgerhus, som Københavns kommune har, hvor der bl.a. er fokus på STU studerende og deres ungdomsliv. Det var et fint besøg hvor vores studerende stiftede bekendtskab med de tilbud PULSEN har.

I starten af februar begynder TAGASKOLEN på et forløb i fællesskab med FALCK. I dette forløb vil vores unge få mulighed for at få et hjertestarterkursus. Vi regner med at ca. halvdelen af vores studerende vil tag dette kursus, vi glæder os det bliver spænende.

Der er også fuld gang i den på værkstederne på Kvisten. Der bliver lavet mange forskellige ting, og flere unge har valgt at afprøve et nyt værksted i denne periode. Derfor er der nu flere, der er i gang med keramikprojekter og arbejder i syværkstedet. I metal og cykelværkstedet har nogle af de unge været i gang med at ombygge en Christiania cykel, så der er kommet et stort lydanlæg i.

Til onsdagseftermiddagene, hvor de unge kan deltage frivilligt, har vi i den sidste periode været på skøjtetur, besøgt DGI-byens svømmehal og haft film eftermiddag. De næste uger skal vi i Experimentariet og se på hjernen, i Planetariet og have en yogaeftermiddag.

Vi har også holdt et par fællesmiddage for nuværende og ”gamle” studerende, de har været godt besøgt. Eksempelvis var der 20 da Espen lavede julemad i december. I næste uge holder vi den første fællesmiddag på Amager. Vi håber, og regner med, der kommer mange nuværende som gamle studerende.

 

Venlig Hilsen

Espen Hjøllund

Leder af TAGASKOLEN